Ølkælderen som du finder den i dag er ikke gammel. Faktisk åbnede den første gang den 28. april 2023, som en del af Brødremenighedens virksomhed.
Pr. 1. november overtog andelsselskabet Ølkælderen AMBA driften, hvor andelshaverne arbejder i fællesskab for at skabe et unikt sted. Konstruktionen betyder, at der er 30 andele i spil. Det bliver ikke solgt flere end det. Status er, at der er solgt 27 andele.
Men – går vi helt tilbage til Christiansfelds første tid, så fandtes der både en ølstue i Brødrehuset, en skænkestue i gæstgivergårdens lokaler og en ølkælder. Gæstgivergården er det, vi i dag kender som Brødremenighedens Hotel, og under det fandtes altså Kælderen, hvor der var mulighed for at slukke tørsten.
Efter 1864 var Ølstuen i Brødrehuset mest af alt et samlingssted for tyskerne. Danskerne kunne mødes enten i skænkestuen eller i kælderen. Sidstnævnte havde dog ikke et særligt godt ry, men øllet var meget billigt, og snapsen var heller ikke dyr.
Ølstuen i Brødrehuset er lukket for mange år siden og kælderen for længst omdannet til restaurant.
Der manglede med andre ord et sted med fokus på hygge og øl. Vi har kombineret Ølstue og kælder til Ølkælderen. Vores fokus er på gode øl og atmosfære, der oser af hygge.
Selvom stedet er nyt, så har vi skabt en ramme med et historisk vingesus, der passer godt ind i både Søstrehuset og byen i det hele taget.